Bryllupstale – sådan skriver du en bryllupstale

Opbygning af en bryllupstale

Gør dig klart om du er god til at formulere dig og bedøm derudfra hvor lang din bryllupstale skal være. Du ved inderst inde godt, om du skal være morsom, følelsesbetonet eller blot holde en pligt-bryllupstale.

Tænk først og fremmest over hvad din kæreste vil synes om. Om gæsterne forstår det eller keder sig, er egentligt ganske underordnet. Du skal tale til brud under din bryllupstale, medmindre det hele er baseret på ren underholdning om alle hendes morsomme fejltagelser gennem livet – men pas godt på med det, måske bliver hun netop på denne dag ked af at høre de ting, hun til daglig godt kan grine med på. Så her skal du tænke dig godt om. For en brud kan netop bryllupsdagen være af større betydning end mange tror og hendes sædvanlige jeg kan være ”gemt” derhjemme.

Vælg et bryllupstale-tema

Gennemtænk hvilken ”rød tråd” du vil have – eller et bryllupstale-tema, kunne vi kalde det. Det kunne være ”Hvordan I mødte hinanden”, ”Hvorfor I har valgt at blive gift nu”, ”En hyldest til bruden, forældre og svigerforældre”, ”Jeres drømme om fremtiden”, ”En metafor” – hvilket vil sige en opdigtet historie, som symboliserer f.eks. Jeres kærlighed eller Jeres forhold. En typisk metafor kunne være fra dyreriget, hvor man fortæller om de dyrearter som danner par for resten af livet og hvilken smuk adfærd de kan udvise i den retning o.s.v.

Læs også om kreativ bryllupsfotografering her.

Lav altid en brainstorm før du skriver din bryllupstale

Hvad enten du er god til at skrive – om det er på papir eller på computeren – så skriv altid dine umiddelbare tanker ned som en brainstorm om alle de ting, du KUNNE have med i din bryllupstale – også selvom du ikke aner hvor du skal begynde.

Skriv nogle stikord – kig f.eks. i et fotoalbum, se i et blad, gå på internettet – pludselig får du noget inspiration til stikordene. Det kunne være fra fotoalbummet en episode, som du gerne vil berette, det kunne måske være noget fra din egen barndom, som kan bruges til at bygge videre på. Skriv det ned i stikord – også selvom det ikke hænger sammen. Når du har rigeligt med stikord, så se på dem alle – vurder om der er en linie i det og hvordan du eventuelt kan sætte dem i rækkefølge.

Skriv indledningen og slutningen af din bryllupstale

Skriv hele indledningen ned (begynd aldrig med ”jeg er ikke nogen taler….” Det er altid godt at begynde med ”Kære AnneMarie” (hvis din kæreste altså hedder det) og hold så en kunstpause inden du fortsætter med resten af din bryllupstale, det giver udseende af, at man har styr over tingene. Det værste man kan gøre er, at snakke hurtigt i starten af sin bryllupstale – alle får mavepine af det. Øv dig i denne kunstpause, som gerne må vare 5 sekunder – prøv det er lang tid, men flot hvis du kan – og skriv også slutningen af din bryllupstale, som gerne skal indeholde en tak til festholderne, hvis det f.eks. er forældre eller svigerforældre. Man behøver ikke slutte sin bryllupstale med en skål – det er også anderledes blot at sætte sig ned og måske kysse bruden som afslutningen på en bryllupstale.

Ordene midt i din bryllupstale

Skriv ordret og gerne på talesprog, hvad du vil sige i din bryllupstale – også selvom det fylder mange sider. Bagefter kan du altid lave en forkortet udgave af din bryllupstale, som du kan stå med. Det virker altid afskrækkende, hvis man står og vifter med 8 A4 ark, som er helt uldne i kanten efter de mange øvetimer. Lav måske en margen ude til venstre på papiret, hvor du skriver stikordene med store bogstaver og til højre den lidt mere fyldige tekst, som du så kan ty til, hvis du glemmer hvad stikordet dækker over. Kan du kun holde bryllupstale, ved at læse op, er det også godt og specielt kan du gøre det smukt, hvis du vender dig mod bruden mens du holder din bryllupstale. Skriv på dit papir “SE PÅ BRUDEN” så du husker ind imellem at holde pause og se på hende i løbet af din bryllupstale.

Hvordan gør jeg under min bryllupstale

Du er heldig som brudgom, idet du får holdt din bryllupstale som den første. Har I valgt en toastmaster, så fortæl ham, at du naturligvis vil holde din bryllupstale først. Hvis ikke så sørg for at rejse dig op når du kan se, at de fleste af gæsterne er ved at være færdige med forretten. Vent ikke længere. Rejs dig op – ret lidt på stolen (det giver adspredelse). Husk at det du synes tager lang tid er kun et splitsekund for gæsterne. Så derfor skynd dig aldrig.

Stik IKKE den ene hånd i lommen under din bryllupstale. I stedet for at virke som om man behersker situationen, så virker det utrolig nervøst – for hvad laver han dernede i lommen. Stå ret op, hold godt fast i papirerne med din bryllupstale – eller læg den på bordet, hvis du kan se så langt. Giv dig tid til at besvare eventuelle ”tilråb” fra gæster eller brud under din bryllupstale. Lad dig ikke irritere af det. Vend dig om mod bruden – stå gerne sådan under hele bryllupstalen – undtagen til sidst, hvor du kigger rundt. Ryster knæene – det er der ingen der kan se.

Læs også om morgengave ideer her.

Forskellige alternativer til en bryllupstale

Det er ikke absolut nødvendigt, at SIGE noget i en bryllupstale!!! – du kunne f.eks.

  • Spille en af dine yndlings-melodier på CD
  • Spille en af hendes yndlings-melodier på CD
  • Finde et digt at læse op
  • Give hende en langstilket rose
  • Give hende et kys

Husk aldrig at indlede ovennævnte forslag med ”Jeg er ikke den fødte taler, det gør jeg kun…” – for det kan virke så smukt og stærkt, at det præsenteres med f.eks. ”Kære AnneMarie – min lidt anderledes “bryllupstale” til dig kommer her” sæt musikken, påbegynd digtet eller giv rosen med et kys – og så slutte af med f.eks. ”Tak fordi du vil være min!”. Så vil der ikke være et øje tørt og det er overkommeligt, hvis man ikke helt kan styre sine følelser i en lang tale.

Bryllupstale-rækkefølge

Første tale: brudens far eller mor, anden tale: brudgommen, tredje tale: forlover eller bestman, fjerde tale: gommens far, femte tale: bruden. Bruden kan også vælge at tale til sidst.) Herefter bestemmer toastmaster rækkefølgen.

Læs mere om bryllupsplanlægning her.

Originally posted 2020-05-27 10:40:14.

Scroll Up