Det er ikke fordi, jeg synes, at vores bryllup var mere interessant end så mange andres, at jeg har valgt at fortælle min historie. Men her på Færøerne holder vi bryllup på en helt anden måde, end I gør i Danmark. Selvfølgelig er alle bryllupper specielle, og selvfølgelig var vores helt unikt for os, men det var alligevel et ret traditionelt bryllup her i Nordatlanten.
Hvis jeg skal fortælle om vores bryllup, må jeg nok begynde med mit første møde med Ivan, min mand. Det var i sommeren. Jeg var sammen med min veninde i Færøernes eneste shopping-center, og der mødte vi gommen. Det var min veninde, der introducerede os, og efter at vi havde siddet og snakket i 2-3 timer på et cafeteria, var jeg blevet forelsket. Senere har Ivan fortalt, at han også blev interesseret første gang han så mig, så det var kærlighed ved første blik. Men der skulle gå mange måneder, før der skete noget mere.
Jeg boede i Tórshavn, Færøernes hovedstad, mens gommen boede i Klaksvík, en by på en anden ø, så det var en 2 timers rejse med båd og bil, der gjorde, at vi ikke kunne ses på almindelige ugedage, men weekenderne var vores. Hver weekend rejste gommen til Tórshavn, og jeg ventede tålmodigt på, at han skulle sprøge, om vi skulle komme sammen. Jeg syntes altså, at det var mandens opgave at tage det første skridt, selv om det blev en lang ventetid.
Hver fredag og lørdag aften kørte vi biltur (der er noget af det mest almindelige forehavende for forelskede par på Færøerne) fra tidligt om aftenen til kl. 8-9 næste morgen. Vi parkerede alle mulige smukke steder og så på stjernerne og naturen, mens vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Det eneste jeg fik ud af det var sommerfugle i maven, men så.
Efter min studentereksamen besluttede jeg at rejse til Israel i et halvt år. Aldrig har jeg angret en beslutning så meget, som den dag jeg stod i lufthavnen og sagde farvel. Jeg tudede, mildt sagt, og selvfølgelig havde jeg det frygteligt de første måneder.
Gommen, der var uddannet bager kort før jeg rejste, stod til søs som kok, mens jeg var væk. Fordi han var på et skib langt borte, troede vi ikke, at vi kunne telefonere, men efter 5 uger fandt Ivan ud af, at det var muligt at ringe for 50 kr. pr. minut. Det blev til en samtale hver uge de næste tre måneder, så gommen måtte bruge næsten hele sin hyre på telefonregningen.
Frieri i Jerusalem
Den 17. december ringede gommen. Han var kommet i land og havde købt en billet til Israel 20. december. Hvad jeg ikke vidste var, at han også havde købt to forlovelsesringe og fået graveret vores navne i, før han rejste.
At se ham igen var næsten ligeså dejligt som at blive gift. gommen ankom kl. 5.00, så vi tog hjem og sov. Jeg var dårligt nok vågnet, da Ivan kom med de to ringe og spurgte, om jeg ville giftes med ham om ikke alt for lang tid. Der sad vi så på en lille madras på at snavset stengulv med vores soveposer midt i Jerusalem og var verdens lykkeligste mennesker.
gommen havde haft planer om, at vi skulle spise en romantisk middag, mens han friede, men da han vågnede, orkede han ikke at vente, så vi tog ud at spise bagefter. Han inviterede til en fin middag, men da han skulle betale, fandt han ud af, at han ikke kunne bruge sine dollars, og pin-koden til visakortet havde han glemt. Så til hans store argrelse måtte han bede mig at betale.
De 14 dage vi havde sammen gik alt for hurtigt, og Ivan rejste hjem igen. Jeg rejste først hjem to måneder senere, og da havde jeg også en overraskelse. Jeg kom hjem 14 dage før den dato, alle (undtagen min far) troede jeg ville komme. Min far havde så aftalt med Ivans chef, at han skulle sende Ivan ud til busterminalen for at hente en sæk mel til bageriet. Der stod han så, min elskede, med halvlange skægstubbe og snavsede ternede bukser. Men det var ligegyldigt. Det vigtigste var, at vi var sammen igen.
230 gæster
Vi begyndte hurtigt at indrette os en lejlighed oppe på loftet hos mine forældre. Den skulle være klar til den 5. november. Det havde vi besluttet samme dag, som vi blev forlovede, og omtrent to måneder før brylluppet begyndte de rigtige forberedelser. Først skulle vi udfylde alle de forskellige papirer og snakke med lederen af den kirke, hvor vi skulle giftes. Kirken lå i en lille bygd mellem Tórshavn og Klaksvík, og festen skulle holdes i et forsamlingshus i Tórshavn. Dernæst satte vi en annonce i den største avis på Færøerne, hvor vi skrev, at dem som ville glæde os med at komme til vores bryllup, bare skulle ringe og sige til. Det endte med at 230 gæster meldte sin ankomst.
En måned før brylluppet begyndte jeg at finde sange og sætte dem sammen til et sanghæfte. Dernæst skulle jeg lave bordpynt i bordeaux-farvet, som også gik igen i min brudebuket, Ivans knaphulsblomst og borddekorationerne. Jeg klippede 240 hjerter, hvor jeg skrev velkommen på, og som jeg pyntede med lyng og en silkesløjfe. Hjerterne skulle sættes fast på glassene med små klemmer, men da jeg ikke kunne opdrive sølvfarvede klemmer, blev jeg nødt til at købe kulørte klemmer og spraye dem sølvfarvede. Det tog mig mange dage, og da jeg troede, at alt var færdigt, opdagede jeg, at jeg havde sprayet så meget maling på klemmerne, at malingen løb, og det så ikke smukt ud. Så måtte jeg pudse samtlige 240 klemmer og spraye dem om igen. Det var det eneste, der var uinteressant ved bryllupsforberedelserne.
Hatten blev godkendt
Det mest spændende var dog at prøve kjoler. Efter lang tid og et utal af kjoler fandt jeg endelig min kjole og en hat til, som jeg lejede. Jeg viste Ivan hatten før brylluppet, så han ikke skulle få et chok i kirken, da hatte ikke er så almindelige, men kjolen fik han dog ikke lov til at se, førend på den store dag.
Dagen før brylluppet arbejdede vi på højtryk. Jeg dækkede bord sammen med familien i forsamlingshuset, og gommen bagte bryllupskager. Da han jo er bager, gjorde han meget ud af kagerne. Vi skulle have kransekage i 3 etager til kaffen efter vielsen i kirken, og så skulle vi have overflødighedshorn og bryllupskage i 6 etager til festen, så han bagte til kl. 3 om natten. Han brugte bl.a. 5 kilo kransekagemasse, 2½ kilo sukker, 5 liter fløde, 4 kilo marcipan, 3 kilo overtrækschokolade, 90 marcipanroser og ca. 200 marcipanblade.
Så oprandt endelig vores store dag. Jeg stod op kl. 7 og tog et brusebad, fordi jeg skulle møde hos frisøren allerede kl. 8. Der sad jeg så i tre timer, hvor jeg blev krøllet, fik håret sat op og hatten sat fast. Jeg tror, at jeg pillede omtrent 40 hårnåle ud af håret på bryllupsnatten.
Imens havde Ivan været til frisør og var kørt til Leirvík, den bygd hvor vielsen skulle finde sted, sammen med sin familie.
Jeg blev hentet kl. 11 hos frisøren af brudebilen. Sammen med chaufføren, min far, min veninde og min brors 4-årige datter, der var brudepige, begyndte vi på den en time lange køretur. Men hvad sker der… Som i en vittighed punkterer bilen, da vi er kommet halvvejs, og vi bliver nødt til at stige ud. Til alt held var der et reservehjul i bagagerummet, men bagagerummet var også fyldt med opblæste balloner, som vores venner havde haft planer om at pynte bilen med. Der stod vi så. Jeg med min store flotte hat, brudepigen i sin flotte hvide kjole, min veninde med begge buketter og nede på vejen ligger (næsten) to gallaklædte mænd og skifter dæk, alt imens ballonerne flyver om ørerne på os, for siden at forsvinde i det smukke færøske landskab.
Vi nåede dog til Leirvík uden yderligere problemer. Min veninde hjalp mig at komme i brudekjolen og alt tilbehøret. Det skulle jo være rigtigt, så jeg havde “something old, something new, something borrowed, something blue and a six-pence in my shoe”. Vi blev færdige, og jeg ankom til kirken kl. 13.05. Aldrig har jeg været så nervøs. Hvis ikke jeg havde haft min far ved min side, var jeg aldrig kommet frem til Ivan. Mine øjne var så fulde af tårer, at jeg ikke kunne se et eneste ansigt. Vi gik ind, mens brudemarchen af Richard Wagner blev spillet så smukt på piano, violin og blæseinstrumenter af syv unge mennesker. Alt var så smukt, så perfekt. Kirken var pyntet med blomsterdekorationer og masser af levende lys. Alle pladser var optaget af familie og venner, og min kommende mand var smukkere end jeg nogensinde havde set ham før.
Vi begyndte med en sang, så var der en bøn og dernæst en sang til. Så kom det store øjeblik, hvor vi sagde ja til at være sammen i medgang og modgang til døden os skiller.
Aarhus bryllup Botanisk have Bryllup i KBH Bryllup Nordsjælland Bryllup Odense Bryllup Odense S Bryllup Roskilde Skovpavillon Assens Bryllup i Tilst Bryllup Jylland Bryllup Jyllinge
På et lille bord foran os stod der to levende lys og et, der ikke var tændt. Da vi havde sagt ja, tog vi hvert sit lys, og sammen tændte vi et nyt lys, hvorefter vi slukkede de to andre som symbol på, at vi nu var ét. Og så afsluttede vi med et stort kys for første gang som mand og kone.
Vi gjorde ikke noget med ringene. Vi blev jo forlovet i Israel, og vi syntes, det blev for meget med både det med lysene og ringene, så vi valgte at bruge lyssymbolet, som vi syntes var mere specielt og smukkere.
Efter selve vielsen blev der spillet et meget smukt stykke på violin, og bagefter blev der holdt en tale, hvor vi fik nogle gode råd om, hvordan man bedst bevarer ægteskabet. Vi sang et par sange mere, og min svigerfar afsluttede med en bøn.
Alt i kirken varede ca. en time. Mens en trompet fyldte rummet med tonerne fra “Ein Sommernachtstraum” af J. Mendelson Bartoldy, gik vi hånd i hånd ud af kirken som mand og kone.
Reception efter vielsen
Udenfor blev vi selvfølgelig overdænget med ris, og bagefter inviterede vi alle til kaffe og kransekage. Vi var der i en time, hvor vi snakkede med gæster, der ikke havde mulighed for at komme til festen. Så var det tid at forlade Leirvik. Brudebilen blev kørt frem. Den var smukt pyntet med hjerter, sløjfer, bånd og flag, og nogle tomme dåser skramlede bagefter bilen. Da vi skulle sætte os ind i bilen, fandt vi ud af, at den var fyldt med opblæste balloner, som vi så blev nødt til at sætte os ovenpå. Det morede gæsterne meget at se, hvordan jeg blev nødt til at skrue mig ind i bilen med mit store skrud og min store hat. Der skulle i hvert fald lidt akrobatik til, før vi kunne begynde på bilturen til Tórshavn.
Vi kom til Tórshavn uden nogle uheld og kørte direkte til fotograf, hvor vi var i 1½ time. Der fik vi taget brudebilleder og familiebilleder af både min mands familie og min. Så, endelig, kunne vi slappe af i en halv time, før vi skulle ud til forsamlingshuset at ønske de ankommende gæster velkomne.
Den halve time brugte jeg til at tage alt mit tøj af inkl. undertøj og børste risene væk. Jeg var fuld af ris fra inderst til yderst, så det tog sin tid, men jeg blev så klar til kl. 19.00, da festen skulle begynde.
Vi stod i entren og tog imod alle gæsterne, mens vi ønskede dem velkommen. Efter en time var alle gæsterne ankommet. Her må jeg lige fortælle, at færinger er kendte for, at de altid kommer for sent, så til et bryllup ved man, at man aldrig kan gå til bords til den planlagte tid.
Gæsterne gik ind først, og da alle var kommet på plads lød tonerne fra Brudemarchen endnu engang, mens vi gik ind som de sidste.
Ivan tog mikrofonen og takkede alle de, der var kommet, og sagde velbekomme. Så kom servitricerne med maden. Vi fik aspargessuppe til forret, oksekød og kartofler med tilbehør til middag og frisk frugt med råcreme til kaffe.
Vi sang nogle sange, og da alle havde fået spist middag, begyndte talerne. Til alles overraskelse holdt min far den første tale. Det var helt uventet, da han er en mand af meget få ord, men det gik meget godt. Dernæst holdt min svigerfar også en meget god tale, og sådan fortsatte det hele aftenen med taler, sange, skæg og ballade. Jeg tror, der blev holdt 16 taler, og der blev sunget 15 sange, som gæsterne havde skrevet, udover det sanghæfte, som vi selv havde lavet.
Kaffebord hele natten
Kl. 24.00 var middagen færdig. Så var der en pause, fordi bordene skulle flyttes, og der skulle arrangeres et stort tag-selv-kaffebord med den store brudekage, overflødighedshornet og en masse små brudekager, som vi skulle hygge os med resten af natten.
Her skal jeg måske også fortælle, at brylluppet var alkoholfrit, og der var ingen dans. Hverken min mand eller jeg drikker, og vi kan slet ikke danse. Det lyder måske meget gammeldags og kedeligt, når man ikke er vant til det, men jeg tror ikke, der var nogen, der kedede sig. Alkoholfrie bryllupper er ret almindelige på Færøerne, og halvt i spøg plejer vi at sige, at vi spiser kager i stedet for, fordi kaffebordene tit består af 15-20 forskellige slags kager.
Der var i hvert fald arrangeret en masse underholdning i pausen. Der var et ungdomskor, som sang nogle sange. Deriblandt en sang, som en kendt sangskriver her på Færøerne havde skrevet om bl.a. min og Ivans adskillelse, da jeg rejste til Israel. (Sangen er iøvrigt udgivet på bånd).
Efter en time var kaffebordet klart, og vi fortsatte med taler, sange og andet sjovt. Mine kusiner og nevøer havde, foruden adskillige sketcher, endda lavet en mini-musical om vores liv.
gommens yngste bror, der var omkring 11 år, sang også en solo, mens den mellemste bror spillede keyboard. Det var meget sødt, og da han bagefter rigtig skulle holde tale, sagde han med høj røst: “gommen…”. Så gik han i stå, og rød i hovedet fik han fremstammet et “tillykke”. Idet han skulle smutte af scenen, greb han mikrofonen igen og sagde: “og mugge”, før han forsvandt. Alle morede sig, så det bragede, undtagen den stakkels dreng, der var højrød i ansigtet.
Omkring kl. 3.00 rejste Ivan sig og holdt en meget smuk og morsom tale om og til mig, hvorpå han takkede gæsterne for, at de var kommet, men festen sluttede først kl. 5.30, da de sidste gæster gik velfornøjede hjem.
Selv om festen var slut, kunne vi ikke tage hjem. Først måtte vi rydde lidt op i forsamlingshuset, så med hjælp fra familien klarede vi det på en time, hvorpå vi tog hjem. Der sad vi så og hyggede os og slappede lidt af, og først kl. 8.00 gik vi overlykkelige og meget trætte i seng. Så havde den største dag i vores liv fået en ende, og vores nye liv sammen skulle begynde.
Dagen efter kom der masser af mennesker hjem til os for at sige tak for sidst, og så fik de al den mad, der var tilovers (og lidt til) at spise. Vi sang og havde det sjovt sammen, så det var næsten som et minibryllup. Et dejligt punktum for den store dag.
Hvedebrødsdage i Danmark
En uge efter tog vi til Danmark, hvor vi havde lejet et luksus sommerhus i 3 uger. Der skulle vi holde nogle romantiske hvedebrødsdage.
Mens vi sad i flyveren flere kilometer over Atlanten mellem Færøerne og Danmark, kom en stewardesse med en buket roser med et lille kort, hvorpå det stod: “God bryllupsrejse.
Det var i hvert fald en god start på nogle dejlige hvedebrødsdage. Vi var lykkeligere og lykkeligere for hver dag, der gik, og to dage før vi skulle rejse hjem, var vores lykke fuldendt. Jeg (vi) fandt ud af, at vores første ønskebarn var på vej, så efter bryllupsrejsen gik vi fremtiden i møde med åbne arme. Vi havde alt, hvad vi kunne ønske os i denne verden. Hinanden og det barn, som var skabt af vores kærlighed.
- Ægte kærlighedsbryllup
- Europæisk bryllup
- Kærlighed ved tredje blik
- Kærligheden vinder altid
- Vejle Fjord bryllup
- Den store dag
- København bryllup
Originally posted 2020-06-29 05:48:51.