Der er sagt og skrevet mange ord om Rom og romere i tidens løb. Komponister, forfattere, historikere, arkitekter og politikere har hver på deres måde ladet sig inspirere af denne fantastiske by, dens kultur, dens indbyggere og sidst men ikke mindst dens historie. Roms historie rummer det hele; magt og storhed, skønhed, grusomhed, forfald og undergang. Rom er det hele – stadigvæk.
På trods af faldet fra den absolutte topposition som Europas politiske og kulturelle inspirator til en tilværelse, om ikke i glemsel, så dog en mere beskeden post som hovedstad i et kaotisk Italien mærket af mafiaattentater, EU-tilskud og en stadig større kløft mellem nord og syd, er Rom stadig en uforglemmelig, levende og pulserende by. Byen har en historie, en skæbne, der lever og ånder i hver en krog af de snoede gader, på de hundredevis af pladser, på de brede boulevarder og i den romerske folkesjæl – og har man først én gang sat sine ben på den romerske asfalt, er man for evigt fortabt. Rom tager med djævelsk grusomhed ens sjæl i besiddelse, og man bliver aldrig rigtig lykkelig før man er tilbage igen. Dette er beretningen om, hvordan Rom – ikke kun stjal min sjæl – men også var rammen om den mest vidunderlige begivenhed i mit liv. Dette er fortællingen om mit bryllup i Rom.
Historien begynder i København
Historien begynder i København i det tidlige forår. Jeg møder en god ven, som jeg ikke har set i knapt et år. Han inviterer mig ud at spise, og under lammeryg og Meyers fortræffelige chokoladekage, blusser den gnist, som altid har været mellem os, op. Vi forelsker os, vi bliver kærester, vi flytter sammen, og da vi halvanden måned senere den 17. april er på Statens Museum for Kunst for at se udstillingen “Lyst og Længsel”, frier Mikkel til mig – og hvad kan jeg andet end at sige ja!
Jeg har altid været overbevist om, at jeg enten aldrig ville gifte mig eller også først gifte mig som “gammel”. Alligevel befinder jeg mig nu pludselig i en alder af 24 år i den situation, at jeg har sagt ja til at tilbringe resten af mit liv sammen med gommen – og aldrig i hele mit liv har jeg været mere sikker på at have truffet den rigtige beslutning. Måske er mit liv som kyniker slut, og jeg er genfødt som romantiker?!!
Vi beslutter os for om at gifte os i juni måned
Vi beslutter os for om at gifte os i juni måned, og da ingen af os ønsker et stort bryllup og vi samtidig begge to synes, at det ville være meget romantisk at blive gift i en fremmed by, bliver vi efter få overvejelser enige om at blive gift i Rom. Vi fortæller familie og venner, at de hermed er inviterede til bryllup og middag i Rom, og det ender med, at otte personer fra vores familie og nærmeste vennekreds giver tilsagn om at komme til brylluppet.
Hele maj måned går med planlægning og praktiske forberedelser, bl.a. fremskaffelse og oversættelse af ægteskabserklæring og dåbsattester, bestilling af flybilletter og hoteller, adskillige samtaler med Den danske Ambassade i Rom, Den italienske Ambassade i København og diverse offentlige kontorer i både Danmark og Italien, for at finde ud af, om det er nødvendigt at blive gift på rådhuset i Rom, før vi bliver gift i kirke – det er det, eftersom kirke og stat i Italien, modsat herhjemme, er adskilt, hvilket betyder at man først er registreret som officielt gift, når man har skrevet under på både rådhuskontoret og på selve rådhuset.
Vi bruger også meget tid på at finde en kirke i Rom. Efter at have talt med Kirkeministeriet i Danmark, Den norske Sømandskirke i Oslo og med den svenske og norske ambassade i Rom, måtte vi desværre se i øjnene, at der ikke fandtes nogen skandinaviske kirker i Rom – kun en svensk præst, som af uvisse grunde ikke foretager vielser. Efter endnu flere opringninger finder vi af uransalige veje frem til den engelske metodistkirke i Rom, taler med en meget flink præst og reserverer kirken til lørdag den 15. juli.
Brudekjolen
Så langt så godt. Brudekjolen, gommens jakkesæt og ringene ligger parat, så den 3. juni pakker vi vores kufferter, så vi tidligt næste morgen kan sætte kursen mod Rom. Desværre sover vi over os, så hele turen begynder noget kaotisk. Vi kommer for sent afsted til lufthavnen, så selv om den meget flinke taxichauffør kører et godt stykke over den tilladte hastighed, er der alligevel lukket for indlevering af kufferter, da vi endelig – og noget stakåndede – når hen til skranken for at checke in. Resultatet bliver, at vi selv må slæbe vores store og temmlig tunge kufferter ud til gaten – dvs. jeg løber i forvejen med håndbagagen, der også er ganske betragtelig, da jeg altid har haft et problem med at begrænse mig, når det handler om at slæbe diverse nyttige og unyttige effekter med hjemmefra, mens gommen gør et ihærdigt, men på længere sigt desværre mislykket – forsøg på at stable de to kæmpekufferter op på en lille net bagagevogn.
Bryllup Bryndum Forsamlingshus Aalborg bryllup Aarhus bryllup Aldershvile Slotspavillon Bryllup Amager og Dragør Bryllup Børkop Bryllup Børsmose Kirke
Vi når flyet, men tilbringer den første time med at få vejret og opnå en normal legemstemperatur, mens gommen hvislende meddeler mig, at det er sidste gang, jeg har så meget bagage med… Vel ankommet til lufthavnen i Rom står vi og venter på vores kufferter – og venter – og venter – og venter… Efter en time er vi klar over, at der er noget gruelig galt. Godt nok har vi hørt rygter om den italienske fortolkning af orden og præcision, men selv efter italienske tilstande må det påstås at være lige i overkanten at vente halvanden time på sine kufferter. Så vi henvender os ved en skranke, hvor vi bliver henvist til en anden skranke, hvor vi bliver henvist til et kontor for forsvundne sager, hvor en venlig mand på halvt italiensk, halvt gebrokkent engelsk beder os om at vente på den mand, som har med forsvundne kufferter at gøre. Efter en halv time kommer han. Vi udfylder efterlysninger på vores kufferter. En time går. Vi svinger fra håb til fortvivlelse, hver gang et nyt hold kufferter kommer rullende ind på kuffertbåndet – og vores kufferter stadig ikke er iblandt.
skældsord på dansk
Vi er skiftevis vrede, ulykkelige og opgivende. Jeg begynder at overveje, om man mon kan få pæne brudekjoler i Rom…. Vi får at vide, at vi bare kan tage til vores hotel, så vil kufferterne blive leveret dertil – hvis de finder dem, men vi tør ikke tage afsted, det ville være som at acceptere, at kufferterne er mistede. Så vi skælder ud, vi appelerer, vi brokker os og kalder italienerne skældsord på dansk, som vi ikke vidste, vi kendte. Og pludselig sker det. De har fundet vores kufferter, der ved en fejl er blevet sendt over i indenrigshallen. Vi nærmest løber derover, uden så meget som et øjeblik at overveje det rimelige i, at vi selv skal hente dem. Og der står de ganske rigtigt, helt alene i en kæmpestor hal, og endelig kan vi tage til vores hotel og slappe af og langt om længe nyde, at vi er i Rom for at blive gift!!
De næste fem dage flyver afsted. Rom er fantastisk, og jeg kan slet ikke se nok ruiner, cafeer, menneskeliv, kirker og bygningsværker. Vi spiser vores medbragte frokost på en af Roms syv høje med den mest fantstiske udsigt over byens tage. Vi er midt i et eventyr med historien brusende omkring os. Det er som om, Cæsar står i sin toga på Forum Romanum og holder tale for folket, jeg hører løvernes brøl og de kristnes angstfyldte skrig på Collesseum, og på Pallatinerhøjen ser jeg skyggen af den gale Nero og et glimt af flammerne i hans øjne, mens lyden fra inkvisitionens dystre optog langsomt nærmer sig. Rom er som en heksekeddel – varm, svedig, larmende og kaotisk – og man kan kun elske det.
ægteskabsattesten
Vi får ordnet de sidste praktiske ting. Henter oversættelserne af dåbsattester og ægteskabsattesten, bestiller tid på rådhuset, køber mine brudesko, undertøj og strømper, spiser os igennem halvdelen af restauranterne i Rom, for at finde det rette sted at holde bryllupsmiddag, finder det perfekte sted, hvorefter vi spiser os igennem det meste af menukortet, for at finde frem til en menu – og besøger den engelske metodistkirke, for at se det sted, hvor vi skal giftes……. Katastrofe!!! Kirken ligner en etværelses lejlighed i det tidliger Østeuropa; lille, klaustofobisk, lurvet, mørk, malet i gul-brune nuancer og uden en eneste udsmykning. Jeg vil hellere dø end at blive blive gift i den kirke. Krisemøde. Der er ni dage til brylluppet og vi ved ikke hvilken kirke, vi skal giftes i. Vi finder en cafe, låner en telefonbog og slår op under “chiesa”, finder de evangelisk-lutherske, skriver adresser og telefonnumre ned, trækker vejret dybt og går på kirkejagt. Vi er heldige. To dage efter har vi talt med præsten i den engelske kirke, dvs. Church of England, kirken er ledig den 15. juli og han vil gerne vie os.
Det er heller ikke en dag for tidligt, at vi har fundet en kirke. Dagen efter tager vi med toget på seks dages velfortjent afslapning ved Bolsena søen. Det er tid til at hvile ud og få lidt sol på kroppen. Det eneste vi mangler, er at finde en tolk, der kan oversætte for os på bryllupskontoret på rådhuset. Endnu engang er det de flinke mennesker på Den danske Ambassade i Rom, som er os behjælpelige, og vi finder en dansk dame, bosat i Rom, som har tid og mulighed for at være vores tolk. Efter seks vidunderlige dage uden større katastrofer end, at jeg mister mine solbriller med styrke, er vi parate til at vende tilbage til Rom for at blive gift.
Vi ankommer til Hotel Qurinale, et gammelt romersk luksushotel, booket specielt til denne særlige og sidste del af vores ophold i Rom. Vi ligner et par usmaglige amerikanske turister i vores shorts og t-shirts, belæsset med kufferter, tasker, og de luftmadrasser, vi har gjort Bolsena søen usikker på. Jeg er overbevist om, at det meget korrekte og sprogkyndige italienske hotelpersonale mere end et øjeblik tror, at vi er gået galt i byen, men eftersom vi har en reservation, accepterer de modstræbende, og en piccolo viser os op til vores værelse.
Det er torsdag, og vi skal giftes om tre dage. Gommen og jeg har været på IL PIEDONE, restauranten, hvor bryllupsmiddagen skal foregå, for at spise og for at aftale endeligt angående lørdag. På vej tilbage til vores hotel kommer vi tilfældigt forbi Hotel Pace Helvezia, og jeg kan pludselig huske, at det er navnet på hotellet, hvor vort mødrende ophav befinder sig. Først er receptionisten ikke meget for at lade os gå op på værelset, men da linien til værelset er optaget, lader han allernådigst mig gå op for at se, om kragerne sidder på deres pind. Det gør de. Gommen kommer op, Jens Erik bliver tilkaldt, og der bliver festet i lakridskonfekt og lunken sodavand, inden vi går med vore første gæster ud for at spise.
bryllupskontoret
Næste formiddag henter vi dem foran hotellet lidt i ti, og kører derefter til bryllupskontoret, hvor vi har en aftale med vores tolk og en italiensk embedsmand klokken ti. Man skal ikke lade sig narre af ordet Bryllupskontor. Der er absolut ikke det mindste bryllupsagtige eller festlige overhovedet over den kæmpestore, grå-beige bygning i superbureaukratisk stil – og det er der heller ikke over hverken den lille grå embedsmand eller hans beige kontor på 2. sal for enden af gangen. Men det gør ikke spor, for vi skal giftes og jeg bobler af lykke – og den lille mand skriver os med sirlig håndskrift ind i en stor, sort bog, og han stempler, og han klistrer for adskillige tusinde Lire frimærker ind i den store sorte bog. Det hele foregår i et adstadigt tempo. Vi venter tålmodigt, mens vore mødre er som fnisende teenagepiger, så vi er nødsaget til at true dem til tavshed, da tolken begynder at se fortvivlet ud, og den lille mand løfter hovedet og ser misbilligende på de famøse syndere. Endelig begynder han at tale, og tolken oversætter. Vi skal svare på nogle helt basale spørgsmål om, hvem vi er, og om vi har været gift før, og bagefter spørger han vores vidner, dvs. vore mødre, om det, vi har sagt, er sandt, og til sidst skriver vi alle under. Den lille mand giver os hånden og ønsker tillykke, og vi er på vej til rådhuset.
Rådhuset er en helt anderledes festlig oplevelse. Vi går op ad en hvid marmortrappe bag Piazza Venezia, kommer til en lille plads omkranset af hvide bygninger med søjlegange, og bag en kæmpedør gemmer sig så det røde værelse. Man kommer ind bagest i rummet, som i en kirke. Der er røde gobeliner på væggene, et tykt rødt tæppe på gulvet, fire guldstole betrukket med rødt gobelin og for enden af rummet, klædt i en smart spadseredragt, troner den kvindelige borgmester ved en skranke hævet adskillige trin over den almindelige gulvhøjde. En rådhusbetjent viser os på plads. Vi skal sidde på de fire guldstole midt i rummet, gommen og jeg sidder i midten, og vore mødre sidder på hver side af os. Venner er henvist til en plads langs væggen. Forestillingen kan begynde. Igen bliver vi stillet spørgsmål, hvorefter vidnerne skal bekræfte vores svar. Til sidst bliver gommen og jeg spurgt, om vi vil giftes med hinanden, og efter at vi begge har svaret ja, skal alle skrive under i protokollen. Borgmesteren giver hånd og ønsker os tillykke, og nu er vi officielt mand og kone. Det føles mærkeligt, dejligt, men endnu ikke helt rigtigt. Nok er vi nu gift for øvrigheden, men vi mangler stadig det vigtigste; at blive gift for Gud.
officielt gift
gommen og jeg har en aftale med præsten lidt senere, men vi når lige at puste ud en halv time på en cafe sammen med de andre, før vi må videre. Vi ordner de sidste formaliteter med præsten, afleverer de papirer, som vi har fået på rådhuset, og som bekræfter, at vi officielt er gift, og derfor godt kan blive viet i en kirke. Herefter spiser vi frokost alene på en meget god kinesisk restaurant – og så går vi tilbage til hotellet for at sove til middag. Det er jo ikke hver dag, man bliver gift på rådhuset i Rom, og varmen og spændingen tager hårdt på én. Om aftenen ankommer de sidste gæster, og sammen spiser vi alle en hyggelig middag, inden vi går hver til sit.
Lørdag oprinder. Den dag jeg har glædet mig til hver dag i snart to måneder. Gommen og jeg er sammen på vej ind til byen. Jeg skal hen og have ordnet mit hår og lagt makeup, og Gommen skal sammen med en af sine venner ud og købe blomster til kirken og vin, chips og lidt mad til receptionen efter brylluppet. Nede i receptionen ligger brudebuketten og blomsterne til mit hår, bestilt af mig hos en lokal romersk blomsterhandler. Brudebuketten er holdt i blå, gul og hvid og egentlig meget sød, men den ligner mere en buket plukket i grøftekanten end en elegant brudebuket. Heldigvis betyder det ikke noget, for min mor og svigermor har haft den rigtige brudebuket med fra Danmark – den har endda haft sit eget flysæde på vej hertil og har, siden den ankom til Rom, boet i kølerummet på mødrenes hotel.
Historien bag de to brudebuketter
Historien bag de to brudebuketter er lidt trist. En af vores venner, en meget dygtig blomsterbinder, havde, så snart vi fortalte om vores bryllupsplaner, lovet at lave brudebuketten. Desværre blev han syg noget tid inden, vi tog afsted, da vi betragtede det som udelukket, at han inden brylluppet ville få så stort et overskud, at han ville kunne lave buketten, indstillede jeg mig på at få lavet en buket i Rom. Der skete dog det, at han fik det langt bedre, og som en vidunderlig overraskelse lavede han den smukkeste og mest elegante rokokobuket med røde, gule og orange blomster, som herefter blev sendt med vores mødre med flyet til Rom. Nu opstår der desværre et problem, ikke med brudebuketten, men med de blomster, som det er meningen at jeg skal have med til frisøren for at få sat i mit hår. De små hvide blomster er slatne og halvvisne, og jeg må se i øjnene, at der må købes nogle andre.
Gommen og jeg skilles under vild forvirring, og min jagt på de små hvide blomster går ind. Det er bagende hedt i byen, der er langt mellem blomsterhandlerne, og jeg går forgæves i mindst fire blomsterforretniger, før det overhovedet lykkes mig at finde blomster i den rigtige størrelse – og farve. Desværre er de lige så slatne og triste, som dem jeg har liggende hjemme på hotellet, så først det sjette sted lykkes det, og jeg er med lynets hast på vej til frisøren – over tre kvarter forsinket…
Det er en lise at kunne sætte sig ned og blive puslet om i noget, der føles som en evighed, uden at skulle tage stilling til andet end hvilken farve mascara, jeg kunne tænke mig. Men alting har desværre en ende. Jeg er “ordnet” færdig, er frygtelig sent på den og har iøvrigt min stakkels mor siddende i hotellets lobby, hvor hun nu har ventet i over en halv time, så jeg flyver ud af døren – hvorefter jeg må vente næsten et kvarter på en taxa – inden jeg hæsblæsende gør min entré på hotellet til stor lettelse for min mor. Vi løber på det nærmeste til elevatoren, ind på værelset, finder brudekjolen frem fra bunden af min kuffert, hvor den har ligget gemt i snart fjorten dage, for at gommen ikke skulle se den inden vi stod i kirken. Jeg er tæt på at blive en anelse hysterisk, da det viser sig, at kjolen er lettere krøllet, for vi har ikke noget rejsestrygejern med…
Jeg tager et hurtigt bad, mens min mor undersøger, om hotellet ligger inde med et strygejern, som vi kan låne. Desværre. Hotellet sender tøjet ud af huset for at blive vasket og strøget, og det tager mindst 2-3 timer. Jeg står i undertøj og er lidt fortvivlet, men min mor får kjolen glattet noget – og får mig overbevist om, at ingen lægger mærke til det, når musikken spiller. Og selvfølgelig betyder det ikke noget. Jeg skal jo giftes med den mand, jeg elsker… Jeg tager kjolen på, perlerne jeg fik af mine forældre, da jeg blev student, perlearmbåndet, jeg har lånt af min bedste veninde, noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt – en lille tråd i min BH.
Vi er klar til at gå, en taxi tilkaldes, og snart står vi, kun en anelse forsinkede, foran kirken. Det viser sig, at indgangsporten til bagenden af kirken ligger i en lille sidegade, men da vi står foran den, er den uvist af hvilke årsager låst! Min mor må ind og have fat i kirketjeneren, så vi kan blive låst ind – et bryllup har jo svært ved at begynde uden bruden. I ganske få minutter står jeg alene foran døren til kirken, og jeg føler i bogstaveligste forstand, at jeg står ved indgangen til et nyt kapitel i mit liv. Al forvirring og kaos, der er gået forud for dette øjeblik, betyder nu intet. Jeg føler et sug i maven af spænding og glæde, så står min mor ved siden af, ser kærligt på mig, giver mig et knus og er, idet døren åbnes, klar til at føre mig op til alteret.
Vielsen foregår på engelsk
Vi går ind i en lille mellemgang, fra orgelet bruser musikken nu ud i rummet, og idet vi træder ind i kirken, er det som at være hovedpersonen i den mest romantiske film. Vielsen foregår på engelsk, men bortset fra det, er det som et bryllup i en dansk kirke. Præsten er dog mere pyntet, han bærer en smuk messehagel i blåt og guld over en hvid kjortel. Han læser et stykke op fra biblen, som vi har bedt om. Det er mit ynglingsstykke og handler om tro, håb og kærlighed. Det hele er som en drøm, og pludslig bruser orglet igen, og gommen og jeg er på vej ned ad kirkegulvet arm i arm og nygifte.
Receptionen
Receptionen foregår i kirkens lillebitte gårdhave. Alle er glade, gommen og jeg mest af alle. Vi drikker iskold hvidvin og spiser parmaskinke og oliven. Vi får gaver, og der bliver taget billeder. Pludselig er der en hvisken og konspireren i krogene, og snart står der en åben hestevogn ude foran kirken parat til at køre os rundt i Rom. Det bliver en fantastisk tur. Vores nye lykke er åbenlys for hver eneste romer, vi møder, og der vinkes og klappes og ønskes tillykke fra alle verdenshjørner – ja selv folk i bilerne dytter og vinker begejstret. Jeg tror det ville være svært i en hvilken som helst dansk by at finde så mange mennesker, der så selvfølgeligt og spontant ville udvise glæde på andre menneskers vegne. Ikke fordi danskerne er blinde for andre menneskers lykke, men nok snarere fordi italienerne er mere umiddelbare og ikke bange for at vise deres følelser – eller bange for at blive til grin. Den køretur gennem Rom står for mig som et af de absolutte højdepunkter på vores rejse, og den cementerer min opfattelse af Rom som en glædens og kærlighedens by.
vores bryllupsbilleder
Efter turen bliver vi sat af på Piazza del Poppolo, hvor vi skal mødes med den fotograf, der skal tage vores bryllupsbilleder. Vi kender ham ikke, har hverken set ham eller talt med ham nogensinde før, og senere viser det sig, at vi heller ikke skal betale ham – at vi har en aftale med ham skyldes udelukkende et helt fantastisk tilfælde og nogle meget venlige og generøse mennesker.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det fakta. Tre dage forinden er vi ude at spise på restaurant IL PIEDONE, for at planlægge menuen til bryllupsmiddagen. Vi har bestilt fire forretter, fem hovedretter og tre desserter, og mens vi forsøger at spise os igennem dette overvældende udvalg af mad, prøver vi forgæves at forklare tjeneren, der iøvrigt ligner Woody Allen til forveksling, at nogle af portionerne til menuen på vores bryllupsdag kun skal have halv størrelse, da vi hellere vil have serveret flere ting i mindre portioner. Efter adskillige forsøg på, i en skønsom blanding af engelsk og et temmelig begrænset italiensk, at gøre os forståelige, må vi indse, at vi har brug for hjælp. Vi henvender os til de eneste andre gæster i restauranten udover os, og da vi heldigvis har hørt dem tale engelsk indbyrdes og italiensk til tjeneren, beder vi dem, om de ikke nok vil oversætte for os. De er meget venlige, og vi får løst vores lille problem, og da de hører, at vi skal giftes kommer de hen og ønsker tillykke og forærer os en flaske champagne.
Lige inden de forlader restauranten, kommer jeg i tanke om, at vi stadig mangler en bryllupsfotograf, og jeg spørger, om de muligvis kender bare navnet på en god fotograf. Det mener den dame, at hun gør, så vi udveksler telefonnumre, og hun lover at kontakte os.
billeder
Allerede næste dag ligger der en besked fra den hjælpsomme dame med nummeret på fotografen. Vi kontakter ham, og han viser sig at være søn til en af damens gode veninder og er allerede sat ind i tingene, så vi aftaler at mødes med ham på Piazza del Poppolo klokken 16 – to timer efter brylluppet. Det hele passer perfekt. Præcis klokken 16 står vi på pladsen, og snart er vi på vej rundt i Rom for at få taget billeder. Vi bliver fotograferet foran Trevi Fontænen, inde i Collesseum, foran Collesseum, på Piazza del Poppolo, med udsigt over Rom og Peterskirken, og sidst men ikke mindst i Villa Borghese, en smuk park for unge elskende – og ganske rigtigt, på næsten hver en bænk i parken sidder forelskede unge dybt opslugt af hinanden.
Næsten tre timer flyver afsted, og vi må tilbage til hotellet for at friske os op inden middagen klokken 20. Det er hårdt at lege fotomodel, især i 40 graders varme, så et hurtigt bad og en lille lur føles som den rene luksus, inden vi atter sidder i en taxa på vej til restauranten. Det bliver en fantastisk aften. Menuen, vi har sammensat, og som består af lufttørret oksekød med olivenolie, friskrevet parmasanost og rucolasalat, (en særlig salat, som voker vildt på markerne udenfor Rom), grillet mozzarellaost med parmaskinke, fettuchini med trøffelsauce, kalv i olivensauce med marinerede bønner og tomatsalat, gorgonzolaost og til dessert friske skovbær med hjemmelavet vanilleis, bliver modtaget med begejstring, og tiden flyver afsted. Aftenen er slut, og vi tager tilbage til vores hotel, hvor der på værelset står en flaske champagne på køl og et kort med lykønskninger fra hotelledelsen. En vidunderlig dag er forbi. To dage senere sidder vi i en lejet bil på vej ud af Rom. Vi har indledt vores bryllupsrejse, og to begivenhedsrige uger i Tocana og Umbrien kan tage deres begyndelse.
Vores bryllup
Vores bryllup i Rom var som livet almindligvis er – fyldt med glæder, tilfældigheder, problemer og lykke. Eller sagt med et enkelt ord; uforudsigeligt. Livet i Rom er som selve essensen af livet, måske fordi romerne mere end nogle andre – og nok ihvertfald mere end de fleste danskere, forstår at leve i nuet, gribe dagen idag med begærlighed og turde leve og elske med begejstring. At gommen og jeg blev gift i Rom, vil jeg aldrig fortyde et eneste sekund, for selv om mange ting forløb anderledes, end vi måske havde forventet – eller ihvertfald anderledes, end de ville være forløbet ved et traditionelt bryllup i Danmark, så gik hele det charmerende kaos af forberedelser alligevel til sidst op i en højere enhed. Rom er som et eventyr, og at blive gift i denne vidunderlige by, der er som en kærlighedserklæring til selve livet, er som at gå i seng som den grimme ælling og vågne op som en hvid svane – mens Gud hvisker; “…men størst af dem alle er kærligheden”.
Gode råd og praktiske oplysninger, hvis I skal giftes i Rom
• Gå på rådhuset i den by, hvor I bor, og udfyld en ægteskabserklæring. Et par uger senere får I tilsendt en ægteskabs-attest skrevet på dansk og engelsk.
• Få ægteskabsattesten og jeres fødselsattester oversat til italiensk. Vi sendte kopier af vores til Den danske Ambassade og bad dem om at oversætte. Det kostede på daværende tidspunkt 61.000 Lire pr. dokument og I kan enten få sendt oversættelserne hjem til Danmark, eller I kan gøre, som vi gjorde, hente dem på ambassaden i Rom.
• Overvejer I at blive gift i udlandet – men kunne samtidig godt tænke jer følgeskab af den nærmeste familie og venner, så inviter folk i god tid, så de kan nå at tilrettelægge deres ferie efter det. Samtidig er det jo også for de fleste mennesker en nok så betragtelig udgift med kort varsel at skulle betale fly, hotel og hvad der ellers løber på af udgifter i forbindelse med et ophold i udlandet, så lidt tid til planlægning også på det punkt, vil nok gøre, at flere af de mennesker, som man holder af, har mulighed for at komme.
• Vælg en enkel brudekjole, med fordel uden slæb. Der er beskidt og meget varmt i Rom om sommeren, så du kan sagtens holde varmen – også uden at være i en kæmpekjole. Desuden fylder den mindre i kufferten.
• Husk et rejsestrygejern. Selv på store dyre hoteller kan man ikke være sikker på, at der findes et strygejern, man kan låne. Mange hoteller sender tøjet ud af huset for at få det vasket og strøget, så hvis du foretrækker det, så få det gjort et par dage før selve brylluppet.
• Brudeskoene kan med fordel købes i Rom. De fås både pænere, billigere og i et større udvalg end herhjemme.
• Køb undertøj og strømper i Danmark. Det er et maridt at prøve undertøj i 40 graders varme, og desuden vil jeg mene, at der er større – eller ihvertfald ligeså stort – udvalg herhjemme.
• Pak bryllupstøjet i håndbagagen. Det er ikke umuligt, at jeres kufferter er forsvundet, når I ankommer til Roms lufthavn.
• Hvis I vil giftes i kirke, så planlæg hjemmefra hvilken én, I kunne tænke jer. Der findes hverken en dansk, norsk eller svensk kirke i Rom, så med mindre I forstår italiensk, vil valget nok stå mellem den engelske, skotske og tyske kirke – vi vil varmt anbefale den engelske kirke, hvor præsten er meget sympatisk.
• Vær klar over, at alting koster: Kirken, organisten (ham kan I få præsten til at skaffe), blomsterne til kirken, tolken, stempelomkostninger på rådhuskontoret (skal betales i frimærker) etc. etc.
• Skal bruden have sat hår og lagt makeup, kan man enten spørge på hotellet, spørge i nogle af de eksklusive sko- og tøj- forretninger omkring Den spanske Trappe eller konsultere en italiensk parlør og selv slå op i en telefonbog.
• Ønsker man en ordentlig brudebuket, bør man, hvis det overhovedet er muligt, få den hjemmefra. Få jeres gæster til at tage den med fra Danmark – udvalget og kvaliteten af blomster i Rom er ynkeligt.
• Brug tid på at finde den rigtige restaurant til bryllupmiddagen – dyrest er ikke altid bedst, og det mest undselige ydre, kan sommetider huse en fantastisk restaurant med den helt rigtige romerstemning og den vidunderligste mad.
• Derfor: Sørg for selv at ankomme til Rom i god tid før brylluppet. Det tager dage, at få alt arrangeret, så det klapper på selve dagen.
Følger I disse enkle, men praktiske råd, kan I glæde jer til en oplevelse ud over det sædvanlige, når jeres bryllupsdag oprinder.
- Kærlighed ved tredje blik
- Kærligheden vinder altid
- Vejle Fjord bryllup
- Den store dag
- København bryllup
- Bryllup i Silkeborg
- Bryllupsfest
Originally posted 2020-06-28 17:11:54.